Sektionsleder med flair for personaleledelse [Denmark]


 

Det Kgl. Bibliotek søger en kompetent og udadvendt sektionsleder, der trives i et arbejdsfællesskab, der præges af faglighed, selvstændighed, samarbejde og løbende udvikling.

Afdeling for Digital Kulturarv indsamler, bevarer og giver adgang til de digitale kulturarvssamlinger på Det Kgl. Bibliotek. Samlingerne vokser pt. med 1,5 TB om dagen, og omfatter en stor mængde digitalt fødte og digitaliserede materialer bl.a. computerspil, aviser, radio/tv, web, arkivalier, lyd og fotografier. Området er dynamisk, komplekst og voksende, og vi arbejder konstant for at sikre og give adgang til mest mulig digital kulturarv.

Afdelingen består af en sektion i Aarhus og en sektion i København. Du vil blive leder af sektionen i København, men du skal selvfølgelig være indstillet på tæt tværgående samarbejde mellem de to sektioner, og i øvrigt også med sektioner uden for afdelingen.

Arbejdsopgaver

Som sektionsleder er det dit ansvar at sikre, at medarbejderne trives og har de rigtige rammer, kompetencer og redskaber til at udføre deres opgaver. Vi forventer at du, både fagligt og som personaleleder, kan understøtte den gode udvikling af sektionen og af afdelingen.

Dine opgaver vil bl.a. omfatte:


  • Personaleledelse af medarbejdere i sektionen i København, hvor du skal
    • sikre udvikling, trivsel og samarbejde i sektionen samt sikre samarbejde på tværs af landet
    • sikre den enkelte medarbejders trivsel og udvikling
    • sikre godt arbejdsmiljø
    • stå for administrative opgaver som timeregnskab, forvaltning af uddannelsesmidler, konferencer, ferieafholdelse, rekruttering, anskaffelse af IT-udstyr m.m.
  • Planlægning af afdelingens driftsopgaver og prioriterede indsatser i form af projekter i samarbejde med sektionslederen i Aarhus. Her skal du
    • sikre overordnet tilrettelæggelse af afdelingens aktiviteter, så opgaverne kan løses effektivt og i overensstemmelse med, hvad der forventes af den enkelte, og inden for de rammer der er for arbejdets udførelse
    • vedligeholde og opdatere afdelingens handlingsplan og sikre velfungerende projektinitiering, projektopfølgning og projektafslutning
    • styre udvalgte projekter
    • være sparringspartner for områdets ledergruppe og vicedirektør
Alt efter dine kvalifikationer vil du derudover sammen med dine kolleger få ansvar for opgaver inden for enten digitalisering, digital indsamling, digital bevaring eller digital adgang.

Om dig

Som sektionsleder brænder du for at sikre de bedst mulige rammer for opgaveløsning og medarbejdernes trivsel. Vi forventer, at du:


  • Formår at involvere, motivere og samarbejde med alle medarbejdere med respekt for deres fagligheder
  • Er synlig i ledelsen
  • Evner at kommunikere klart på alle niveauer
  • Kan understøtte, at der arbejdes på et højt fagligt niveau med plads til selvstændighed, løbende kompetenceudvikling og medarbejderinvolvering
  • Kan arbejde struktureret, originalt og resultatorienteret i et kompliceret forretningsmæssigt område
  • Har ledelseserfaring og gerne en lederuddannelse
  • Har erfaring med IT, da alle vores aktiviteter rummer afhængigheder til avancerede IT-systemer
Imødekommenhed, ansvarlighed og entusiasme er vigtige egenskaber, sammen med en personlig og professionel omgangstone. Gode samarbejdsevner med såvel kolleger som med forskellige eksterne interessenter og parter er en naturlig ting for dig.

Du er en analytisk stærk person, som kan håndtere faglige og organisatoriske problemstillinger, skabe overblik og se synergimuligheder.

Du har en akademisk baggrund, og ud over din ledelseserfaring, har du erfaring med organisationsudvikling samt produkt- eller projektudvikling. Du har også et godt kendskab til dansk kulturarv og den digitale udvikling.

Afdelingen

Digital Kulturarv består af ca. 27 faste og projektansatte medarbejdere, og dertil kommer 11 studentermedhjælpere fordelt cirka halv-halv mellem Aarhus og København. Vi er organiseret i en matrixorganisering på tværs af geografi, med fokus på at opnå kvalitet, standardisering, driftsstabilitet og skalerbarhed.

Vi arbejder tæt sammen med andre afdelinger i tværgående digitale projekter og har desuden en række eksterne samarbejder og partnerskabsforpligtelser, både nationalt og internationalt. Blandt mange projekter kan nævnes: Mediestream ( mediestream.dk ), Netarkivet ( netarkivet.dk ), Danmark Set Fra Luften ( kb.dk/danmarksetfraluften ), tekster.kb.dk og Digitale Samlinger ( digitalesamlinger.kb.dk ).

Endelig udfører afdelingen, Digital Kulturarv, tværgående opgaver for vicedirektørområdet Kulturarv, bl.a. porteføljemanagement og statistik.

Løn- og ansættelsesvilkår

Du ansættes i henhold til overenskomst mellem Skatteministeriet og AC-organisationerne vedrørende akademikere i staten med mulighed for forhandling af et personligt tillæg afhængig af kvalifikationer og erfaring.

Vi lægger vægt på balance mellem arbejdsliv og fritid, og du har mulighed for fleksibel arbejdstid. Ansættelsen er på 37 timer ugentligt inklusiv frokostpause.

Ansættelsessted er Det Kgl. Bibliotek i København .

Rejser til Aarhus og internationalt vil forekomme. Der er mulighed for medlemskab af vores personaleforening og kunstforening, og adgang til kantine.

Praktiske oplysninger

Stillingen kan kun søges elektronisk via linket ”søg stillingen”.

Vedlæg din ansøgning, CV og eventuelle anbefalinger.

Ansøgningen skal være modtaget senest 5. juni 2023 .

Vi forventer at holde samtaler i uge 24 og 25.

Ansættelse 15. august eller snarest derefter. Du kan læse mere om Det Kgl. Bibliotek på www.kb.dk .

Der vil forud for ansættelsen blive indhentet offentlig straffeattest.

Alle kvalificerede, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.

Yderligere oplysninger om jobbet kan fås ved henvendelse til afdelingsleder Ditte Laursen 9132 4465 ( dila@kb.dk ) , eller sektionsleder i Aarhus Grv V. Elstrøm 5167 1296 eller ( grve@kb.dk ) .

Ved eventuelle tekniske problemer, kontakt venligst HR Manager Talent Solutions Support på tlf. 7244 0644.

Alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.


 

.

Post a Comment

Previous Post Next Post

Sponsored Ads

نموذج الاتصال